240 kommunikationsfolk var samlet til konference

Jeg har netop læst en interessant artikel på Jornalisten.dk, der handler kommunikation som kommunal disciplin.

Artiklen beretter fra en konference for 240 kommunale informationsmedarbejdere, der udvekslede erfaringer og drøftede deres fælles udfordringer med at kommunikere deres kommuners positive og negative historier. Konferencen var arrangeret af Kommunernes Landsforening, der også har en udrykningstjeneste, der hjælper kommunerne med den svære kommunikation.

Et emne på konferencen var forholdet til medierne. Mange oplever, at det er det nemmeste i verden, at få de positive historier uredigeret i medierne. Deres oplevelse er, at de lokale medier ikke har tid til at forholde sig kritisk til deres positive pressemeddelelser, og derfor som oftest bringer dem uredigeret.

Men så snart der dukker en negativ historie op, så er medierne der straks med en langt mere kritisk tilgang til deres hverv. Det er vel også fair nok. De er vel trods alt en slags vagthund insandhedens tjeneste.

Det er vel egentlig bare en lettere omskrivning af Janteloven. “Du skal ikke tro, du er noget…” Bare fordi du og din organisation fungerer godt langt størstedelen af tiden, og derfor mest har positive historier, så skal du ikke tro, at medierne holder klørene for sig selv, når der virkelig er noget at komme efter af nyhedsmæssig værdi.

Der er sådan set heller ikke nogen grund til at forlange, at tingene hænger anderledes sammen. Man skal ikke – hverken som kommune, virksomhed eller anden form for organisation – være bange for at imødekomme negative historier. For det meste er det negative element i historien sand nok. Det kan godt være, at medierne får forvrænget sandheden lige lovlig meget, men det er nu engang de virkemidler medierne bruger for at gøre læseren/lytteren/seeren mere interesseret i høre historien til ende.

Måden at agere på som kommunikator med en dårlig historie må være, at være imødekommende overfor medierne og deres hungren efter mere information om de negative elementer. Ikke dermed sagt at man skal lægge sig på ryggen og tage imod enhver form for “tæsk” af medierne. Men anlæg en imødekommende og ydmyg indstilling, så skal din negative historie nok få den nødvendige baggrundsviden formidlet. Det kan godt være, at du ikke på stående fod kan give den korrekte, nødvendige baggrundsviden, men så må du lytte og dernæst søge denne viden. Sørg for at afsøge alle elementer af den nødvendige baggrundsviden, så du danner dig det overblik, der skal til for at kunne formidle forklaringerne til medierne på korrekt og diplomatisk vis.

Egentlig er dette jo ikke rakatvidenskab, men alene et spørgsmål om sund fornuft – og ydmyghed over for din opgave og dine interessenter.

Deres fælles snak har ført så vidt, at de på et temamøde har orienteret byrådet i Holbæk Kommune, hvorfra borgmester Søren Kjærsgaard (V) fortæller, at “planerne blev godt modtaget”.

Der er ingen tvivl om, at en by som Holbæk i den grad trænger til at facilitetsmæssigt løft. Der er ganske få idrætshaller i byen, der har fuld størrelse. Der er Stadionhallen (primært brugt af håndbold og lidt fodbold), Bjergmarkshallen (primært brugt af basketball og volleyball), Badmintonhallen (brugt af badminton) og Stenhushallen. Det antal haller er LANGT fra nok til at dække det behov, der er blandt de lokale foreninger. Disse må i stedet “tage til takke” med mindre faciliteter, der ikke er lige så egnede til udøvelsen af deres idrætter.

Derfor kan det sagtens gøres bedre – og gerne med en ny multiarena i byen…

Det helt store spørgsmål, der altid melder sig, når sådanne projekter bliver bragt frem i lyset er: Hvordan skal der findes penge til det?

Det er et uundgåeligt spørgsmål, der ikke desto mindre er yderst relevant. Holbæk Kommune er ikke en kommune, der har en realistisk chance for at løfte den økonomiske byrde, det vil være at etablere en multiarena af en tilstrække størrelse og indretning. Det vil koste i omegnen er 75-100 millioner kroner at få et projekt etableret, der kan opfylde alle behov.

Multiarenaen skal ikke bare huse idræt, men skal også være hjemsted for udstillinger, messer, koncerter, konferencer og meget, meget mere. Det skal være et moderne kulturforum, hvor alle føler, at det er et ekstraordinært sted at være. Ikke bare som gæst, men også som arrangør.

Kan man opfylde dette, så kan man til gengæld også trække events til fra hele Region Sjælland… Og måske endda mere.

Man skal dog passe på, at man ikke får alt for store ambitioner. Det nytter ikke noget at tro, at man skal konkurrere med store multiareaner, som den i Malmø, MCH Arena (i Herning) eller den nye multiarena, der kommer i Ørestaden. Man skal finde et niveau, der passer til regionen, så økonomi og drift hænger sammen.

Det bliver spændende at se, hvordan planerne for projektet udvikler sig over det næste års tid.

Dagens artikel på Nordvestnyt.dk: http://www.nordvestnyt.dk/artikel/137245:Holbaek–Plan-om-sportsarena

Dette tema kan man synes om eller ej (personligt synes jeg ikke om det), men når Surrend nu bliver censureret, hvad sker der så med deres grundlovssikrede ytringsfrihed…?

Denne sag er vel ikke anderledes end sagen om Muhammed-tegningerne (som jeg personligt heller ikke synes om). Så hvor bliver alle ytringsfrihedens forkæmpere af, når Surrend bliver ramt på deres ytringsfrihed…?

Eller er det kun formålstjenstligt for forkæmperne at kæmpe for Jyllands-Postens ret til at fornærme muslimer, men ikke at kæmpe for kunstneres ret til at udsætte Kongehuset for satire…?

Læs artikel om censuren på EB.dk her: http://ekstrabladet.dk/flash/kultur/article1422528.ece

Hvem er det lige, det skal hjælpe? Den ledige er allerede på vej til et nyt job og har derfor ikke glæde af at søge flere/andre jobs i den mellemliggende periode. Den kommende arbejdsgiver har ingen glæde af, at den kommende medarbejder søger andre jobs. Andre arbejdsgivere har så absolut ingen glæde ved at modtage ansøgninger fra ledige, som allerede har sikret sig et nyt job.

Alt andet lige vil det være spild af især arbejdsgivernes ressourcer at skulle modtage sådanne ansøgninger. Hvis den ledige angiver i sin ansøgning, at han/hun allerede har sikret sig et nyt job, så kan ansøgningen hurtigt sorteres fra. Hvis ikke denne oplysning gives, så risikerer arbejdsgiveren at få ansat en ny medarbejder, der så smutter videre allerede inden prøveperioden er udløbet. Det er da spild af menneskelige og især økonomiske ressourcer. Mon ikke en arbejdsgiver hurtigt bruger 25.000 kr. på denne proces. Penge som at smidt lige ud af vinduet – og som Beskæftigelsesministeriet nok ikke har tænkt sig at dække for arbejdsgiveren.

Så kære Inger Støjberg, få lige styr på dine mærkesager og procedurer – og afskaf denne mærkværdige regel til alles bedste…

Forskellen fra Landsstævnet og til fremtiden ligger dog i, at der efter den foreslåede fredning alene vil være mulighed for at benytte de allerede eksisterende faciliteter, som “kun” omfatter tre boldbaner. Herudover tillades der en omklædningsbygning.

Det er der ikke meget fremtid i for idrætten i Holbæk.

Jeg har stor respekt for, at man skal bevare den fine, gamle natur på Fælleden. Men der skulle være så rigelige naturbevaring i de første delområder i fredningsforslaget. Derfor er der ingen grund til at gennemtrumfe en så altomfattende fredning, der sætter alt for skrappe grænser for mulighederne for at indrette Fælleden til idrætten.

Man kan sagtens tillade bebyggelse af idrætsfaciliteter på det delområde af Fælleden, der ligger tættest på Roskildevej. Det vil ikke få nogen betydning overhovedet for den aktuelle fredningssag.

Danmarks Naturfredningsforening forsøger sig med mere eller mindre fine/ufine tricks for at gennemtrumfe deres fredningssag. “Alt er tilladt i krig og kærlighed”, siger man, men her er der vist ikke tale om hverken krig eller kærlighed. Der er tale om, at natur og idræt skal leve sammen i fred og fordragelighed.

I deres fredningsforslag skriver de, at der i Delområde B (det område der udlægges til idrætsformål) skal sikres “et bredt udbud af aktive rekreative interesser, motion, fysisk aktivitet og friluftsliv”. Derudover giver de i fredningsforslaget ret til at bygge en omklædningsbygning og et klublokale. Ikke andet. Nå jo, et multihus til naturformidling. Men skulle et sådant ikke netop placeres i et af de området, hvor der planlægges naturområder.

I fredningsforslag har Danmarks Naturfredningsforening vedlagt en udtalelse fra Miljøministeriet, der “blåstempler” forslaget. Der er dog tale om en skinmanøvre fra Danmarks Naturfredningsforenings side, idet udtalelsen fra Miljøministeriet alene fastslår, at de ikke har nogle bemærkninger til budgetoverslaget. Og her er der tale om et budgetoverslag på 12.815 kr. Naturligvis kan man ikke have noget imod så minimalt et budgetoverslag. Beløbet går primært til erstatning til to private grundejere på Fælledens fredningsområde. Deres grunde udgør 4,5 hektar af i alt 155 hektar.

Fredningsnævnet for Vestsjælland, som åbenbart er dem, der træffer afgørelse i disse sager, skal derfor passe på, at man ikke træffer en afgørelse, der begrænser mere end det giver tillader.

Holbæk Kommune bør også råbe vagt i gevær, især set i lyset af, at man i 2006 ændrede lokalplanen for området med henblik på at anvende Fælleden til idrætslige formål.

Uwe Max Jensen pisser på et andet kunstværk på Aros

Den selvudnævnte kunstner Uwe Max Jensen “udstillede” fredag 12. marts 2010 sin egen lort i en stempelkande fra Bodum på Louisiana. DR P3 valgte at give den selvudnævnte kunstner masser er live taletid på landsdækkende radio i den forbindelse. I over et kvarter fredag eftermiddag fik Uwe Max Jensen lejlighed til at fortælle om sin fascination over lort og egen selvforherligelse.

At man kan være så glad for sin egen lort, kan man vel kun trække på både smilebånd og skuldre over. Men lige frem at kalde det kunst er efter min mening at overdrive eller overfortolke.

Selvfølgelig er der ikke fastlagte regler for,  hvad der er kunst og hvad der ikke er, men at kalde det kunst alene fordi det er lort (på kande) eller fordi det provokerer andre, det er nok lige at stramme den.

Hvorfor er det, at selvudnævnte kusntere skal forsøge at være så outrære som muligt, bare for at distancere sig fra deres konkurrenter – og i øvrigt fra resten af verden…?

Normalt ville jeg ikke fare i blækhuset, bare fordi et fjols spildte min tid i radioen, men lige præces ham her var så stort et fjols, at jeg ikke kunne lade være. Hvis han er så glad for sin egen lort, hvorfor så ikke bare lade ham være det i fred? DR P3 burde i hvert fald ikke bruge deres sendeflade på det.

Skatteminister Kristian Jensen

I Ekstra Bladet kan man i dag læse, at skatteminister Kristian Jensen endelig frigiver spillemonopolet. Det er da også kun sådan ca. 10 år for sent. Udenlandske spilleudbydere (bookmakere) har i mange år alligevel udbudt spil i Danmark. De har bare omgået de danske regler ved at være bosat i et andet land. Alligevel har de uhindret kunne udbyde masser af forskellige spil på dansksprogede spillesites.

Idéen fra Skatteministeriet er nu, at tilbyde licenser til udenlandske spilleudbydere, så de på den måde bidrager til statskassen i Danmark – og på den måde sikrer et provenue til dansk idræt og andre frivillige organisationer i Danmark. Dette har hidtil været finansieret via overskuddet i Danske Spil, men deres omsætning er faldende. At lukke flere udbydere ind på markedet vil naturligt nok få denne omsætning til at falde yderligere (med mindre deres odds bliver mere konkurrencedygtige) og derfor er en licensordning en fornuftig løsning.

Jeg har tidligere slået på tromme for, at man allerede for ti år siden kunne have liberaliseret spillemarkedet i Danmark. Der findes særbeskatningsregler på andre områder, så hvorfor kunne man ikke også på spilleområdet have indført en sådan særbeskatning på de udenlandske spilleudbydere allerede i sidste årtusinde…? Nå, men bedre sent end aldrig. Nu bliver der potentielt set flere penge til idrætten i Danmark, da danskernes spilleomsætning, der tidligere har været lagt i udlandet, nu vil blive lagt hos udbydere, der underlægges danske regler.

Det er meget ærgerligt, at så få idrætters modstand mod fusionen, har fået så afgørende en betydning. Det eneste rigtige – objektivt set – er at få en enhedsorganisation i dansk idræt. Der er ikke én rigtig god grund til at fastholde et system med både DIF og DGI som nationale paraplyorganisationer i dansk idræt. Hele idrætten i Danmark vil vinde ved en fusion. Der vil blive flere tilgængelige midler til dansk idræt og samtidig vil der blive langt bedre service til de danske idrætsforeninger rundt om i landet.

Selvfølgelig kan man sige, at der har været en række ting i fusionsoplægget fra DIF og DGI, der har været mangelfulde, men det er trods alt ikke værre end at man kan tilrette planerne forud for en reel fusion. Dialogen i de næste par år kunne have tilrettet uregelmæssighederne, så alle fik en tilfredsstillende løsning – og fusion. Nu må vi i stedet leve videre med to kombettanter på idrættens danmarkskort. Og vi må leve med, at der bliver arrangeret idræt for stort set de samme udøvere fra to forskellige udbydere. Ren galmatias…!